28-01-2012 12:28:57

 |

 |
|
|
 |
 |

Ny fælde klarer rotten
SR Kloakering tilbyder effektiv, miljørigtig og human fælde, der løser rotteproblemet
Rotter på loftet er ikke så almindeligt, men rotter under huset er noget mange husejere døjer med, de ved det bare ikke altid selv. Det er først, når der opstår et brud på kloakledningen, at der bliver opmærksomhed om problemet, der forøvrigt er stigende. Det siger Søren Rasmussen, indehaver af SR Kloakering, som efterhånden har et indgående kendskab til kloaktilstanden i Bjerringbro: »Kloakerne i Bjerringbro trænger til at blive renoveret, og rotterne er blevet mere agressive, end de har været før«, fortæller han. Derfor har han investeret i en ny metoder til at komme af med rotterne, der er meget mere effektiv og samtidig mere human end for eksempel giftnedlæggelse. Wise Trap hedder den nye teknologi, der er en dansk produceret fælde, som monteres i rottens naturlige miljø og afliver 90-100 pct. af de rotter, der forsøger at passere den: »Når rotten registreres, aktiveres fælden, hvorefter et antal spyd med stor kraft skydes mod rotten. Rotten dør hurtigt og smertefrit, og skylles ud med kloakvandet, i stedet for at dø en langsom og pinefuld død efter giftindtag«, fortæller Søren Rasmussen. Indtil videre er rottebekæmpelse foregået ved hjælp af rotterklapper og gift, men de fleste rotter er efterhånden modstandsdygtige overfor giften, og rotterklapperne formår rotterne at komme udenom: »De er ret intelligente, og man har optaget på film, hvordan rotter nede i kloakerne, sætter en af deres unger i klemme i klappen, således at alle de andre kan passere«, fortæller Søren Rasmussen. Derudover er rotteklappen bare med til fange rotten i et specifikt område, og det kan tage lang tid før den dør, og inden da kan den stadig skabe megen ravage.
Et usynligt problem
Derfor foreslår Søren Rasmussen brugen af den nye Wise Trap, der monteres efter at alle kloakrørene under huset først er blevet tjekket med et kamera med drejeligt hoved: »Fælden monteres og forbindes til SR Kloakerings computer, der derefter registrerer hver gang en rotte går i fælden. »Efter ni dage er rotterne som oftest udryddet, og først da går vi i gang med at udbedre og renovere skaden«, forklarer søren Rasmussen. Det kan være en rigtig god løsning for private, hvorimod levnedsmiddelvirksomheder og erhverv vil få stor gavn af at have sådan en fælde installeret på ubestemt tid: »Bliver der set bare en rotte sådan et sted, og bliver det meldt, så lukker restauranten, bageriet eller havd det nu er for en virksomhed, med det samme. Den her løsning garanterer, at der ikke kommer flere rotter, hvis man nu har fælden installeret ved f.eks. fedtudskilleren og ved kloakens tilslutningssted til det offentlige kloaksystem, hvilket gør systemet forebyggende«, forklarer Søren Rasmussen, der mener at vi alle har et ansvar for at bekæmpe det stigende rotteproblem. I nogle kommuner har man allerede investeret i Wise Trap teknologien, og på Bispebjerg Hospital har man også installeret fælderne, og de kan nu kalde sig et rottefrit hospital: »Det er ofte et usynligt problem, men jeg syntes virkelig folk skulle tænke lidt mere over, hvad der sker under deres hus, og i hvilken stand deres kloaker er i. Vi kører hele tiden vores bil, der måske har en værdi af 200.000 kroner til service, men vores hus til 2 mio. kroner, får sjældent, hvis aldrig et kloakeftersyn, og mange af os lever i lykkelig uvidenhed«, slutter Søren Rasmussen.
ckh@bjerringbro-avis.dk

Søren Rasmussen, indehaver af SR Kloakering på Boballevej ved Borre, med sit udstyr til at tage billeder af kloaken og installere rottefælden Wise Trap.
|
 |
 |
 |
 |
 |


 |